Når vi for alvor vil bygge med plads til alle, er principperne i universelt design…
Rustikt forfald og tanker om en svunden tid
PODCAST. Forfald, revner i væggene, afskallet maling. Knirkende trapper, skæve døre, vinduer med træk, et ustemt klaver og et badeværelse med rust i badekarret. Sådan er rammerne på Trudsholm Gods, og hvem kan dog elske sådan et sted?
Det kan Hans Henning Pedersen.
Han er hushovmester på det gamle gods, der er bygget i 1551 og senest er restaureret i 1871. Senere har stedet dog fået indlagt toiletter og bad. Men ellers er her tydelige aftryk af tidens gnavende tand.
Men for Hans Henning Pedersen er det den perfekte ramme om hans tanker om de svundne tider.
“Det er måske en fornemmelse af en drøm. Hvor man har en forestilling i sit hoved af det liv, her har været og synes, det er lidt synd, at det ikke findes mere,” fortæller han.
Lyt til “Tanker om en svunden tid”, en lydfortælling af Anne Kathrine Rosener, der har besøgt Hans Henning Pedersen og hørt ham fortælle om hans sværmeri for gamle dage.
Brylluper og fester midt i det smukke forfald
Hans Henning bruger sin tid på Trudsholm Gods af interesse for stedets historie. Og så står han for at arrangere de mange fester, som bliver holdt her på godset.
For som han siger: “Ja, hvis man ser på lokalerne, så vil nogle sige oooj. Men det er også det vi er førende på: Rustikt forfald”.
For her bliver holdt bryllupper og store firmafester. Man kan overnatte i knagende senge på loftet, og stedet har endda sin egen fine brudesuite.
En forestilling om storheden
Man har haft et helt andet liv dengang, da godset var beboet af rigtige grever og grevinder. Uden elektronik og mange adspredelser, og for Hans Henning virker det tillokkende at se sig selv i fortiden.
“Livet var ikke fyldt med så meget staffage,” siger han om livet på godset i gamle dage.
Også selvom de “fine” på godset nok har haft deres eget staffage med dyrt tøj og smukke møbler. Men til forskel fra i dag, skulle man dengang selv bidrage til underholdningen og beskæftige sig selv.
På den måde har han en stor veneration for stedet, og for arbejdet som hushovmester – der i lige så høj grad er en hobby og hans store interesse.
En lille bid af Hans Hennings historie
Med lydfortællingen “Tanker om en svunden tid” får I et lille kig ind i Hans Hennings verden på Trudsholm gods. Han kan fortælle meget mere om stedet og om hans tanker om livet før i tiden. Inden forfald og slitage tog overhånd.
Jeg håber, at jeg får mulighed for at komme tilbage til Hans Henning og optage igen, så jeg kan fortælle jer mere fra hans forunderlige verden.
Indtil da, må vi nøjes med “Tanker om en svunden tid”
Foto: Anne Kathrine Rosener