Når vi for alvor vil bygge med plads til alle, er principperne i universelt design…
Brandsikkerhed er også en spændende historisk fortælling
En aktuel begivenhed kan gemme på interessant fortælling og væsentlig viden fra fortiden. Viden om brandsikkerhed i vores bygninger kommer også med en spændende historie bag sig. Den historie fik jeg lov at skrive til Konstruktørforeningens medlemsblad i et tema om brandsikkerhed.
“Det brænder!” hedder min artikel i bladet, hvor jeg blandt andet taler med seniorforsker Ulla Kjær fra Nationalmuseet om de ældste former for brandsikring i byerne. Københavns indre by er to gange, i 1728 og 1798, ramt omfattende brand, der sprang fra hus til hus. Brandene efterlod flere gader helt nedbrændte.
Krav til materialer
Efter de store brande i København blev der sat krav om at bygge i mere brandsikre materialer. Grundmure skulle være i sten i stedet for bindingsværk – hvilket dog først for alvor blev håndhævet efter den anden store brand, hvor der også kom krav om skrå hushjørner, så brandsprøjterne hurtigere kunne nå frem.
Brandsikkerhed handler netop om to ting; forebyggelse og redning.
Baggrunden for temaet i fagbladet Konstruktøren er Børsens brand i foråret 2024. Den 400 år gamle bygning forsvandt for øjnene af brandfolk, tilskuere og medier. Det vil sige; faktisk kunne brandvæsnet redde den ene halvdel af bygningen fra flammerne, for midt i bygningen var i tidens løb blevet opmuret en brandvæg. En solid mur, der nu hjalp til at forhindre ilden i at brede sig.
Brandvarm fortælling
Det gyser i os, når vi ser de store brande, der tager magten over en bygning og ikke er til at slukke. Christiansborg slot brændt første gang i 1794, hvor store loftsrum fyldt med brædder udgjorde en fatal brandrisiko. Anden gang i 1884 lå brandrisikoen i besparelser. Hulrum i søjler af træ og en ufærdig trappe gav ilden plads og ilt til at sprede sig med voldsom hast.
I min research til artiklen gennemgik jeg gamle aviser i Det Kongelige Biblioteks onlinearkiv Mediestream. Her kan man søge på f.eks. brandsikkerhed og finde et interview med vicebrandchef Friis fra 1924. Han fortæller om at bevare fredede bygninger, og hvordan man må indbygge ny brandsikring med brandmure og branddøre. Et evigt aktuelt tema for restaurering af fredede ejendomme.
Jeg fandt også frem til historien om Danmarks første sprinkleranlæg. I 1812 tog englænderen William Congreve patent på opbygningen af sprinkleranlæg bygget ind i bygninger. Brede Værk i Lyngby fik i 1894 det første anlæg i Danmark, og det kunne man bl.a. læse om på side 2 i Sjællands-Posten.
Sådan en fortælling er spændende at grave frem og være med til at bringe videre som viden og erfaring fra fortiden.
Som journalist er det spændende at finde nye vinkler på aktuelle emner. Og i artiklen om brandsikkerhed er den historiske viden vigtig at tage ved lære af. I artiklen siger direktør i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, Ib Bertelsen:
”Man tager ved lære af enhver brand, og der er flere skelsættende begivenheder gennem historien. Dog er det først i 1973 med branden på Hotel Hafnia i København, at der virkelig bliver strammet op. Dér fik vi regler for brandtilsyn og bestemmelser for bl.a. branddøre.”
Læs artiklen “Det brænder!“
Læs hele Konstruktørens tema om brand.