Skip to content
+45 30248435 aksrosener@gmail.com

Bæredygtig satire

Klimaudfordringer er desværre ikke en ny problematik. I 1989 skrev den britiske satiriker Ben Elton sin første roman, STARK.
Og nej, titlen referer ikke til byggemarkedet af samme navn, men er en sammentrækning af Star Ark. Rumalderens svar på Noahs Ark.

Kort fortalt er den økologiske thriller, som bogen kaldes, historien om, at verdens allerrigeste mennesker indser, at Jorden er fortabt og vil bukke under for vores forurening, overforbrug og svineri. Ikke ligefrem en bæredygtig fremtid. For at redde sig selv og menneskeheden planlægger de at stikke af i stjernearken og begynde forfra på en anden planet…

Absolut bæredygtighed

Bæredygtig satire

I dag er begrebet absolut bæredygtighed den nye målestok for vores aftryk på planeten. Når vi bygger, bor, rejser, spiser og lever, skal vi ikke kun se på, om vi sparer CO2 eller energi lokalt, men se på, hvordan hele det planetære aftryk er for materialer, mennesker og miljø.

At være bæredygtig rækker altså ud over bare at måle på fx en bygnings udledning af CO2. For selvom det tal kan blive mindre end tilsvarende bygningers, så kan udledningen i sig selv stadig være alt andet end bæredygtig set i forhold til planetens samlede tilstand.

I løbet af to dage til messen Building Green DK i København hørte jeg flere spændende indlæg om vejen frem mod et byggeri i Danmark med fokus på netop den absolutte bæredygtighed. Klogt genbrug af materialer. Innovation med materialer af for eksempel søgræs og strå. Og fokus på æstetik som parameter for bygningers levetid og vores trivsel var nogle af ideerne.

Byggeriet arbejder heldigvis benhårdt på løsninger til bæredygtige materialer og arbejdsmetoder for at sætte et mindre belastende aftryk på planeten. Og heldigvis så jeg ingen raketter på messen, så ingen var her på vej til at stikke af fra ansvaret.

Læs som Elon Musk

Da jeg læste bogen STARK i start 1990’erne græd jeg af grin undervejs. For Ben Elton er ikke satiriker uden grund, og historien om at bygge en raket og bosætte sig ude i rummet var en skør og sjov fantasi.
Det var dengang.

Siden har Elon Musk åbenbart også læst bogen, og i stedet for at grine fik han en god idé…

Bogen kan læses på engelsk og dansk. Den kan endda lånes på biblioteket, og jeg har tænkt mig genlæse den inden længe.

Anne Kathrine Spangsberg Rosener

Uddannet journalist i 2000 fra Djh med praktik på Politiken
Har arbejdet på Søndagsavisen og hos Danske Malermestre, og er i dag selvstændig freelancejournalist.

Back To Top