skip to Main Content
+45 30248435 aksrosener@gmail.com

Verdensmål som alle kan være med til at opfylde

FN’s Verdensmål skal være hverdagsmål for os alle. Både virksomheder, organisationer og vi helt almindelige borgere kan være med til at rykke på den bæredygtige udvikling.

D. 4. september hørte jeg professor Katherine Richardson, Københavns Universitet, på et morgenmøde hos Altinget. Det handlede generelt om indsatsen i den almene boligsektor.

Men et slående budskab fra Katherine Richardson til alle var:

Når vi køber en vare eller service, vil vi altid være sikre på ikke at betale for meget. Vores tilgang til Jordens ressourcer skal være den samme. Vi skal tænke: Hvor få ressourcer kan vi slippe med at betale for at opretholde vores levestandard.

Katherine Richarson

FN’s Verdensmål har siden 2015 været rammen om et fælles globalt mål for den bæredygtige udvikling frem mod 2030.

FN’s Verdensmål. Aftalen mellem FN-landene blev indgået i 2015 med en vision om at indfri målene i 2030. Foto: www.globalgoals.org

Almene boliger bidrager

På morgenmødet præsenterede BL – Danmarks Almene Boliger en rapport over de almene boligforeningers bidrag til at opfylde målene.

Tilgangen er enkel – verdensmål skal blive hverdagsmål.

De 17 mål skal tænkes ind i alle niveauet i de almene boligforeninger. Fra landsforeningen BL til den enkelte opgang ude i landet. Det gælder især de to områder: Klima og sociale fællesskaber.

I Danmark er vi langt fremme med de sociale mål. Men desværre har vores velstand en stor klimabelastning. Derfor skal vi omstille os og tænke nye veje.

Det bliver spændende at følge de almene boligers ideer og tiltag.

Verdensmål boliger
Panelet til morgenmødet hos Altinget.

Verdensmål for virksomheder

De store virksomheder herhjemme har fået øjnene op for, at FN’s Verdensmål både er en nødvendighed og en mulighed for udvikling.

Og målene er også for de mindre virksomheder.

Håndværkere som malermestre kan med fokus på FNs Verdensmål slå flere fluer med ét smæk.

For sparer man på energi og vand, sparer man også på firmaets økonomi. Og ved at tænke nyt, finder man “guld”, siger Mette Svendgaard fra rådgivningsfirmaet Sprint17.

Hun var med på besøg hos Malerfirmaet Sommerlund ApS, som jeg interviewede til artiklen “Verdensmål er også for malermestre” til medlemsbladet Danske Malermestre.

De to malermestre i firmaet fik gode råd med fra Mette Svendgaard. Blandt andet kan de overveje at udskifte dieselbiler med hybridbiler eller ligefrem cykler i firmaet, der har de fleste opgaver i København og Frederiksberg.

Verdensmål for alle. Fotograf Søren Hytting
Malermestrene Heine Horsevad og Dennis Sommerlund.
Et godt råd til dem er at skifte dieselbiler ud med cykler til opgaver i byen. Foto: Søren Hytting

Alle kan noget

Kender du selskabslegen “Alle kan noget…”? Her skal alle på skift fortælle om noget, de er gode til eller har oplevet. Det samme kan vi gøre med FNs Verdensmål.

De 17 mål er mere end klima. De er også uddannelse, ligestilling, vores nærmiljø, velstand og meget mere. >> Tjek de 17 mål og 169 delmål

Har du eller din virksomhed gode erfaringer, som trænger til at blive fortalt? Så kontakt gerne mig på aksrosener@gmail.com.

Anne Kathrine Spangsberg Rosener

Uddannet journalist i 2000 fra Djh med praktik på Politiken
Har arbejdet på Søndagsavisen og hos Danske Malermestre, og er i dag selvstændig freelancejournalist.

Back To Top