skip to Main Content
+45 30248435 aksrosener@gmail.com

Et skjult skatkammer i Stormgade

Fra hvide kontorer til smukke farver. I løbet af vinteren og foråret har jeg været på besøg i Stormgade 18 i Københavns indre by. Her åbner Københavns Museum i foråret 2019 efter en omfattende renovering af den mere end 100 år gamle bygning.

Københavns Museum i flotte farver Oprindeligt blev bygningen opført for Overformynderiet, der var en institution, der tog sig af “umyndiges og borteblevne personers formuer“.

Huset blev tegnet af arkitekt Hans J. Holm, og blev i 1893 opført for at huse et landsdækkende overformynderi.

Her var bogstaveligt talt tale om et skatkammer.

Men også et skatkammer i form af de utallige smukke og farverige dekorationer, som er i alle rum og  – som her på billedet – i foyeren og op gennem trapperummet.

Både dengang i 1893 og nu med renoveringen har Malefirmaet C. Møllmann og Co været på opgaven!

Farveløse kommunale kontorer

Allerede i 1937 flyttede Overformynderiet videre til et nyt domicil på Holmens Kanal. I 1982 blev det nedlagt som institution.

Bygningen på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade blev i årene derefter brugt af Københavns Kommune til kontorer for alt fra boliganvisning til børn- og ungeområdet.

Undervejs blev vægge malet hvide og i nogle rum blev lofterne forsøgt istandsat, hvilket gik ud over detaljer i de malede dekorationer.

Tilbage til de flotte farver

I et par år har huset nu været under en omfattende renovering. For nu flytter Københavns Museum ind (det tidligere Københavns Bymuseum).

Farver og detaljer i Københavns Museum

Nationalmuseets konservatorer og konservator Anne Simonsen, Københavns Konservator, har arbejdet med at føre farver og dekorationer tilbage til en oprindelig stil.

Der er indsat elevatorer og installationer er moderniseret. Men udtrykket og husets egen historie er bevaret og kan nydes og opleves af museets gæster.

Og jeg – journalist Anne Kathrine S. Rosener – fortæller historien om “Stormgades skjulte skatkammer” i Danske Malermestres magasin De Farver.

Sarte farver på bemalet træloft i Københavns Museum

Foto: Øverst fra indgangsfoyer. I midten detalje fra dekoration på 2. etage. Nederst det smukke bemalede træloft i “festlokalet” i stueetagen.

Anne Kathrine Spangsberg Rosener

Uddannet journalist i 2000 fra Djh med praktik på Politiken
Har arbejdet på Søndagsavisen og hos Danske Malermestre, og er i dag selvstændig freelancejournalist.

Back To Top