skip to Main Content
+45 30248435 aksrosener@gmail.com

En trappe bygget til store kjoler

Augustenborg Slot artikel af Anne Kathrine Rosener
Trappen på Augustenborg Slot

Augustenborg slot. Det er ikke et synsbedrag: Trappen er skæv og hælder til nedad i venstre side. Og det er helt med vilje.

Augustenborg Slot er opført i 1770 af hertugslægten Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Anne Kathrine S. Rosener skriver i Danske Malermestres magasin De Farver om den renovering af slottet, som Bygningsstyrelsen har gennemført af slottet i løbet af 2016 – 2018.

Fald ikke i skørtet

Slottet har to trapper op til anden etage, og de hælder begge skævt ned i venstre side. Det er der en helt bestemt grund til: Da slottet blev bygget, var damemoden i overklassen præget af store kjoler med brede skørter.

Når herrerne skulle følge damerne op ad trapperne var det derfor vigtigt, at han ikke trådte i og faldt i hendes store skørter. Derfor blev trapperne efter sigende bygget med en hældning i venstre side, så damernes skørter naturligt hældte ud mod venstre. Så kunne herrerne gå ved siden af damerne uden at falde i skørterne!

Augustenborg Slot set fra den indre gård. Slottet har haft mange funktioner; bolig, lazaret, seminarium og hospital.

En omtumlet historie

Augustenborg Slot har i januar 2019 fået nye “beboere”. Landbrugs- og Fiskeristyrelsens medarbejdere er flyttet ind i nye kontorer, som er blevet indrettet i en stor ombygning og renovering af det omkring 250 år gamle slot.

Det er ikke første gang, at slottet indrettes til en ny funktion. Da hertugfamilien måtte forlade Danmark og dermed slottet efter den første slesvigske krig (Treårskrigen 1848 – 50), overtog den danske stat slottet og anvendte det til lazaret og kaserne.

Efter anden slesvigske krig, som Danmark tabte, kom Sønderjylland og dermed også Augustenborg Slot på tyske hænder, og nu blev det indrettet til kvindeseminarium.

Efter genforeningen i 1920 solgte hertugfamilien slottet til den danske stat, som fra 1932 til 2015 anvendte slottet til psykiatrisk hospital.

Nu har Bygningsstyrelsen stået for at ombygge slottet til 300 kontorpladser og mødelokaler. Skillevægge fra hospitalstiden er revet ned, stuklofter er blevet blotlagte igen og har fået nyt liv, og de lange gangarealer har fået smukke farveforløb, som farvekonservator Anne Simonsen fra Københavns Farvekonservator har sammensat ud fra stedets historie og omgivelser.

Historien om farverne kan man fra marts 2019 læse om i De Farver.

De lange gange på Augustenborg Slot har fået flot farvesammensætning.
Alle foto på siden: Anne Kathrine S. Rosener.

Anne Kathrine Spangsberg Rosener

Uddannet journalist i 2000 fra Djh med praktik på Politiken
Har arbejdet på Søndagsavisen og hos Danske Malermestre, og er i dag selvstændig freelancejournalist.

Back To Top